søndag den 18. august 2013

Min mur - flyv, flyv!

Det er ikke min skyld!

Jeg har ikke haft tid til at få sovet ordentligt. Så har jeg døjet rigtig meget med maven og kastet op - ikke været syg, men bestemt ikke på toppen. Energien har ikke været til det store. Jeg har ikke haft tid nok til cardio. Jeg har ikke haft min cykel, så jeg har været nødt til at tage bussen. Folk har ikke støttet mig. Jeg har haft det rigtig hårdt, det er synd for mig. Faktisk er det slet ikke min skyld, at der intet er sket på nogle parametre denne uge. Alting har jo været imod mig. 
Men kunne det evt. tænkes, at en lille smule "shut the fuck up" kombineret med et los i røven ville ændre på det hele? Ja, det tror jeg nok!

Ka' det' flyv'?

Som sagt; ingen fremgang. Heller ingen tilbagegang. Bare stagnation. Okay, fint nok. Hvis vi så ser på udgangspunktet; ja, så er der fremgang. Okay, fint nok. Så holder vi fast i den. 
Kunne jeg have arbejdet mere og hårdere for tingene denne uge? Ja, det kan man jo altid. Kan jeg ændre på det nu? Nej. Okay, fint nok, så lader vi den flyve. Kan jeg gøre det bedre i næste uge? Ja. Okay, fint nok, så gør jeg det. 
Jeg gider ikke bruge tid på at slå mig selv oveni skallen med en indtørret pølse. Jeg får jo intet ud af det alligevel. Ugen er gået, og facts er facts; jeg har bare ikke gjort det godt nok. 
Op på hesten. 
Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det sidste der motiverer mig er skældud og negativitet. Jeg må have fokus på de ting, som jeg KAN ændre, som jeg KAN have indflydelse på. Alt det andet må jeg bare konstatere er der, og så ellers ikke bruge mere energi på. Hvis det ikke gavner mig, så ud med det, væk med det, lad det flyve. 
Dermed ikke sagt at denne uge er glemt. Tværtimod. Nu ved jeg, hvor meget det betyder, at jeg bruger min cykel som transportmiddel. Havde jeg haft den, så havde jeg forbrændt flere kcal og haft et vægttab. Hvis jeg så samtidig havde prioriteret min cardio - WOW, så havde der været resultater! 
Så nu ved jeg det. 

FOKUS

Egentlig har kosten været OK. Det skal jeg lige huske at tage med ind i næste uge. 
Jeg vil dog stadigvæk holde lidt mere øje med det. Derfor vil jeg skrive ned hvad jeg spiser, og så se på, hvordan makronæringsstofferne (protein, fedt, kulhydrat) EGENTLIG er fordelt. Og måske kan jeg lettere få øje på forbedringer. 
Et andet fokus bliver min træning; specifikt min cardiotræning og genoptræning. Intet over, intet under. Først passer jeg min cardio. Så passer jeg min genoptræning. SÅ kan jeg få lov til at styrketræne. Slut. 
Fokus nummer tre bliver søvn. Jeg er simpelthen for dårlig til det! Jeg sover kun 5 timer hver nat - eller mindre. Det holder ikke. Jeg skal ligge i sengen senest 21.30, og så ikke noget med at se tv. Det vil også give mig mere tid til at læse. Jeg elsker jo en god bog og at udvide horisonten med lidt lækker faglitterær læsning. 

Jeg tager det gode og positive, og det, som jeg kan ændre på, med ind i næste uge. Alt det andet må flyve. 
Som Josef sagde, så er det eneste som gør, at jeg ikke når mit mål, at jeg stopper. Og jeg stopper ikke. Så jeg når mit mål. Slut!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar